Nyhedsbrev marts 2024




INVITATION TIL MENTAL- OG EKSTRERIØRBSKRIVELSER – OG PRIS

Skal du have udført mentalbeskrivelse og eksteriørbeskrivelse af din hund?



Hvis du allerede har forudbetalt de to beskrivelser, da du købte hunden, har du en såkaldt tillægskontrakt fra Broholmerselskabet. I tillægskontrakten har du skrevet under på, at vi må kontakte dig. Derfor får du automatisk en invitation fra os til beskrivelserne, når din hund er gammel nok.

Hvis du ikke har forudbetalt og derfor ikke har en tillægskontrakt, kan du selv hente tillægskontrakten på hjemmesiden. Når du har udfyldt tillægskontrakten, scanner du den (eller tager et billede af den) og sender den til Avlsrådet på avlsraadet@broholmeren.dk – og indbetaler prisen på 1.000 kr. i alt for mental- og eksteriørbeskrivelserne. Når du har gjort det, får du automatisk en invitation fra os til beskrivelserne, når din hund er gammel nok.

Hvis du ikke har en tillægskontrakt, må vi iht. GDPR-reglerne ikke kontakte dig for at invitere dig til at deltage i mental- og eksteriørbeskrivelserne. Du kan stadigvæk godt tilmelde dig beskrivelserne selv, men i så fald er prisen fremover 700 kr. pr. beskrivelse, fordi det giver os ekstra administration.

Kort sagt: Spar penge. Brug tillægskontrakten! 😊

Læs mere om mentalbeskrivelse og eksteriørbeskrivelse

_____________________________________________________________________________________


DOMMERE TIL EKSTERIØRBESKRIVELSER

Efter Bo Lasthein i januar trådte tilbage som eksteriørdommer, har vi arbejdet på at finde en ny løsning.

Planen er at få i alt fire nye broholmerdommere godkendt til at udføre eksteriørbeskrivelser på vores

hunde, så vi kan få to dommere med til hver eksteriørbeskrivelse. Gerne to dommere fra det vestlige og to fra det østlige Danmark.

Det er endnu ikke lykkedes, men der arbejdes på sagen

___________________________________________________________________________________

GENERALFORSAMLING 2024

Vil du vide, hvordan det er gået Broholmerselskabet i 2023 og hvad bestyrelsen har planlagt for 2024? Vil du gerne gøre din indflydelse gældende som medlem? Og vil du gerne møde andre broholmerejere på kryds og tværs af landet?

Så kom til generalforsamling

søndag den 14. april 2024 kl. 10.00-15.00

i Taarnborg Forsamlingshus, Frølundevej 50, 4220 Korsør

Du finder dagsordenen her – og hvis du ser i kolonnen til højre, finder du også link til tilmelding (af hensyn til madbestilling).

Vi glæder os til at se jer, til at fortælle om både status og planer for fremtiden og til at høre jeres input.

_____________________________________________________________________________________

Broholmerselskabet og Olivers har lavet en rabataftale til medlemmer



Log ind på hjemmesiden og se aftalen i højre side i menuen - Olivers og Broholmerselskabet


_____________________________________________________________________________________

HUND I ZOO – DE DANSKE NATIONALRACER

Den 27.-28. april sætter Løveparken Zootopia i Givskud fokus på hunde!

Blandt andet det store arbejde, der gøres for at bevare de seks danske nationalracer: Dansk/svensk gårdhund, dansk spids, sort spids, gammel dansk hønsehund, grønlænderhund – og naturligvis broholmeren.

DKK’s Udvalg for Nationale og Glemte Racer (UNGR) har inviteret specialklubberne til at deltage med hver deres lille stand, og der er i øjeblikket ved at blive samlet deltagere til at præsentere og fortælle om racerne. Derudover vil der være foredrag om parkens ulve, besøg af schweiss-hunde, brugshunde fra Beredskabsstyrelsen vil vise eksempler på, hvad de kan, og der er også bl.a. en stand fra Servicehundeakademiet.

Vi håber, at der også vil være rigtigt mange broholmerejere, der vælger at kigge forbi Givskud de to dage sammen med familien, så det vil ”myldre” med broholmere overalt i parken!


_____________________________________________________________________________________

NÆSTE AVLGODKENDENDE UDSTILLINGER

Mangler du at få avlsgodkendt din hund på udstilling? Så er næste chancer på:

DKK’s forårsudstilling i Roskilde den 10. og 11. maj

Den 10. maj er dommeren Lise Møller Frandsen, og den 11. maj er det Brigitte Thilemann.

Klubudstillingen på Vikingeskibsmuseet i Roskilde den 25. maj

Dommer er Birgitte Schjødt.

Det bliver nok desværre sidste gang, vi kan afholde den hyggelige klubudstilling ved museet, da de skal udvide og bygge på ”vores” græsareal.

Du tilmelder dig udstillingerne via Hundeweb Klik her

Vi glæder os til at se jer!

___________________________________________________________________________________

NYT PR-UDVALG

I februar fik Broholmerselskabet igen et PR-udvalg.

PR-udvalget består af Tinne Stenbæk (Jylland), Marianne Lund Larsen (Sjælland), Nanna Hammershøj og Anne-Mette Rasmussen (Fyn).


Tilsammen har de viden og kompetencer inden for både projektarbejde, PR/markedsføring og kommunikation – og de repræsenterer mange af de interesser, broholmerejere har, bl.a. opdræt og avlsarbejde, servicehunde (læsehunde, besøgshunde osv.), træningshunde (lydighed, rally osv.) og familiehunde.

PR-udvalget skal bidrage til at fremme og bevare broholmeren ved at skabe opmærksomhed om vores skønne race, og ved at organisere og målrette PR-arbejdet, så vi får mest muligt ud af de ressourcer, vi har.

Udvalget er i fuld gang med at prioritere arbejdet. Højt på listen står der blandt andet nyt PR-materiale samt fokus på vidensdeling, generel kommunikation – og inddragelse af foreningens medlemmer.

Vi håber, I vil tage godt imod både det nye udvalg og de tiltag, der kommer





De bedste hilsner

Broholmerselskabets bestyrelse

Christian Ravn, Søren Sten Christiansen, Peter Danielsen, Pernille Østergaard, Iben Steenholt Eriksen, Marianne Lund Larsen, Tinne Stenbæk, samt Nanna Hammershøj og Rikke Hilman









Du modtager denne mail, fordi du er medlem af Broholmerselskabet.
Broholmerselskabet | bestyrelsen@broholmeren.dk