Vigtig information om hjertescanning/Broholmerhjerter



VIGTIG INFORMATION OM HJERTESCANNING/BROHOLMERHJERTER

Med afsæt i nedenstående vil Avlsrådet gerne minde om vigtigheden af, at alle avlshunde bliver hjertescannet og attesterne efter scanning tilgår Avlsrådet, samt vigtigheden i at hunde med MILD SAS kun i meget begrænset omfang bliver brugt i avl.

I det sidste halvår af 2023 blev avlsrådet orienteret om flere tilfælde af alvorlig hjertesygdom hos yngre hunde; de ramte hunde er/var alle efter ikke scannede forældredyr – eller forældre med kendt SAS.
I sommeren 23 blev vi orienteret om et tilfælde af DCM (Dilateret kardiomyopati) hos en yngre tæve. På trods af forskellig behandling overlevede hun desværre ikke. Ingen af forældrene var hjertescannede.
I alt har vi 7 hunde noteret med DCM, ingen af disse er scannet med rekvisition og resultaterne er derfor ikke på hundeweb. 2 af disse hunde er døde unge pga. deres DCM. De 6 af disse hunde er efter 2 x ikke scannede hunde.

En ung tæve på er i løbet af sommeren blevet diagnosticeret med alvorlig aortastenose og mislyd grad 4. Hun har turbulent blodgennemstrømning samt aortaregurgitation (tilbageløb af blod). Fremtidsudsigterne for hende kan ingen spå om, andre Broholmere med SAS i samme sværhedsgrad blev 3 – 5 år gamle. Denne tæves far har selv MILD aortastenose, moderen er scannet FRI.

Slutteligt blev vi kontaktet af ejerne af en ganske ung hanhund. Han havde problemer med sine led, og ejer skulle tage stilling til evt. operation. Ved grundig undersøgelse inden evt. operation, var hans almene tilstand meget svækket, og da dyrlægen fandt en høj grad af mislyd, der afslørede en bagvedliggende hjertesygdom, måtte han desværre aflives. Her var ingen af forældrene hjertescannet. Der er kendt SAS og DCM hos farfars kuldbrødre og deres afkom, farfar er bla. kuldbror til faderen med MILD SAS til tæven ovenfor. Faderen har netop fået konstateret mislyd på hjertet.
Ingen af disse hunde er hjertescannet med rekvisition, og deres hjerteresultater kan derfor ikke ses på hundeweb, så vi er ejerne dybt taknemmelige for, at de har orienteret Avlsrådet om deres hundes hjertesygdomme, kun ved viden og samarbejde kan vi gøre racen mere hjertesund.

I 2023 blev 2 hanhunde diagnosticeret med MILD SAS. Ingen af disse havde mislyd på hjertet, så var de ikke blevet scannet, var de måske aldrig blevet diagnosticeret – og var gået direkte i avl, uvidende om deres hjertesygdom. Hunde med MILD SAS får sjældent selv gener af deres hjertesygdom, men der er risiko for at de giver det videre til afkom i mere alvorlig grad. Bla. derfor anbefaler KU at hunde med MILD SAS udelukkende bør bruges i avl hvis deres gener er uundværlige for racens rekonstruktion, fx ved tab af en blodlinje. Forældrene til den ene hund var ikke hjertescannet, den anden har en FRI forælder + 1 GRÅZONE forælder.

Kigger vi på de hunde, der gennem årerne er hjertescannet FRI, kan vi se, at 48 ud af 311 ”FRIE” hunde har andre anmærkninger på deres hjerteattester. Med andre anmærkninger menes anmærkninger om observationer/sygdom/anormaliteter, der IKKE er aorta – eller pulmonalstenose.
Disse hunde står som FRIE på hundeweb (hvis de er scannet med rekvisition), da de jo er frie for SAS, men altså har andre anormaliteter på deres hjerter, så som: aorta regurgitation/insufficiens – sinusarrythmi – mitralregurgitation/insufficiens – tricuspidalinsufficiens - ascenderende aorta ektasi - supravalvulær dilatation - aorta decendens - stejl septum vinkel – sinus valsalva - annuloaortic etaksi – mindre hjerte end andre racer – prædisponeret for DCM.
1 hund, der er scannet FRI, har mislyd GRAD 1.

Ved hundene i GRÅZONE (dem er der 51 af), begynder vi at se hunde med turbulent blodgennemstrømning, makroskopiske forandringer på hjerteklapperne, supravalvulær dilatation (svækket aortarod), aksedrejning af hjertet, underdimensioneret aortarør, for stort venstre hjertekammer og flere af hundene har mere end 1 anmærkning. I8 af disse har mislyd grad 1 eller 2. Igen, disse hunde står blot som GRÅZONE på hundeweb (hvis de er scannet med rekvisition).

22 hunde er registeret med MILD SAS, 13 af disse har andre anmærkninger om deres hjerter, bla. de samme anmærkninger som FRI og GRÅZONE-hundene samt: øget aorta-septal vinkel, annuloaortisk ektasi (arvelig aortadilatation - en arvelig tilstand med familiær ophobning af aortarods dilatation begyndende ved annulus) og 1 har også pulmonalstenose.
6 hunde i denne gruppe har mislyd grad 1 - 3, men flertallet af de MILDE hunde, har ingen mislyd.
Forældrene til de 22 MILDE hunde fordeler sig således:
14 har 1 eller 2 ikke scannede forældre
2 har 1 GRÅ + 1 FRI forældre
1 har 2 x MILD forældre
5 har 2 x FRIE forældre – Disse 5 MILDE hunde efter FRIE forældre har i øvrigt ingen andre anmærkninger på deres hjerter.

2 hunde ligger i gruppen MODERAT SAS, begge har mislyd grad 4 – 6. Grad 6 er det højeste. Begge har turbulent blodgennemstrømning, forandringer på klapperne, aorta dilatation mv. Den ene blev kun 12 uger gammel, den anden kun 2½ år, og begge døde pga. deres hjertesygdom.
Den enes forældre er FRI x ikke scannet, den andens er MILD x GRÅ.

I den helt ALVORLIGE ende finder vi 5 hunde inkl. den unge tæve, vi nævnte indledningsvist, alle med mislyd fra GRAD 3 – 6.
Alle 5 havde/har forandringer på klapperne, aortaregurgitation, en havde også tricuspidalinsufficiens og havde også pulmonalstenose. En døde 5 mdr. gammel – det vidste sig efterfølgende at dens mor selv havde MILD SAS, 3 af hundene i denne gruppe blev 5 - knapt 6 år og den sidste er den ene unge tæve, der blev diagnosticeret i sommers, hvor far har MILD SAS.
Forældre til de alvorligst ramte fordeler sig således:
1 har ikke scannet x ikke scannet forældre
1 har GRÅ x Ikke scannet forældre
1 har GRÅ x FRI forældre
2 har ikke scannet x MILD forældre
Dertil kommer flere hunde, der fx ved egen dyrlæge har fået konstateret for stort hjerte, men ikke er videre udredt, eller hunde, der er døde af akut hjertestop; bla, fik en tæve konstateret hjerteflimmer, og døde samme dag som hun skulle have været undersøgt at dyrlægen med speciale hjertesygdom hos hund.
Ingen kombinationer med 2 FRIE hunde, uden andre anmærkninger end SAS har givet afkom med MODERAT eller ALVORLIG SAS.

Har du/I spørgsmål omkring dette emne eller er du i tvivl om din hund skal bruges i avl, er du meget velkommen til at kontakte avlsrådet på mail :avlsraadet@broholmeren.dk










Du modtager denne mail, fordi du er medlem af Broholmerselskabet.
Broholmerselskabet | bestyrelsen@broholmeren.dk