Broholmerens historie ~ Broholmerselskabet

Broholmerens historie

Broholmeren som hundetype går mindst 4000 år tilbage. Allerede tilbage i Babylon gik der hunde rundt, som vores Broholmer typemæssigt er identiske med.

De første hunde, der havde forbindelse til Danmark ser vi på Bayeux-tapetet, hvor Wilhelm Erobreren i1066 er på vej til England medbringende disse hunde.

Da de kom fra Normandiet ( normannernes land) var hundene med stor sandsynlighed omtalt som danernes store hunde – senere Den Store Danske Hund – på fransk: Grand Danois.
Dengang var den allerede fyrsternes store jagthund til storvildt – fyrsternes vildt. Den rolle havde den haft fra antikken og fortsatte i rollen op gennem middelalderen og renæssancen over hele Europa.

I Danmark er Valdemar Atterdag den første konge, hvor sagnene omtaler kongens jagter.
På Kronborgtapeterne, der var Frederik 2.´s værk, illustreres de forskellige kongers jagt med Den Store Danske hund fra ham selv og tilbage i tiden.

Vi ser hans far Christian 3. og ham selv som meget ivrige jægere. Andre kanaler fortæller at disse kongejagter fortsatte med Christian 4. og frem til og med at parforcejagten blev forbudt ved lov i 1770.

I denne periode blev hundene også en del af konkurrencen mellem de europæiske fyrster om, hvem der havde de bedste hunde. Det medførte, at de også blev anset som højt værdsatte gaver fyrsterne imellem. Som et eksempel fik Frederik 2. en hund fra kong Jakob 1. af England som en tak for tilladelsen til hans giftermål med prinsesse Anne ( Christian 4´s, søster). I det hele taget foregik der givetvis en udveksling af avlsdyr, som medførte en højnelse – og ensartethed af de store jagthunde.

Selve jagtformen med de store hunde var i begyndelsen meget oprindelig, hvor hundene i flok opsporede vildtet og forfulgte det efterfulgt af jægerne til hest. Dette foregik på de såkaldte vildtbaner, der fandtes over hele landet.

I middelalderens slutning og under renæssancen foretog de danske konger dannelsesrejser til Frankrig, hvor de så de franske kongers parforcejagt. Når byttedyrene var store og farlige som bjørn, bison, kronhjort og vildsvin skulle hundene både være store, stærke og med stor selvbevidsthed, så de ”med magt” kunne trætte byttedyrene og fastholde dem, til fyrsten kunne komme og udføre sin ret – at give dyret nådestødet.

Dannelsesrejserne fik som resultat, at de danske konger indrettede de såkaldte dyrehaver efter det franske forbillede. Hundene blev også fremavlede, så de i højere grad matchede opgaven.

Udover jagten demonstrerede kongen tillige sin suverænitet. Vildtbanerne blev med tiden erstattet af de ”franske” dyrehaver, der blev anlagt i Nordsjælland nær de kongelige slotte. I det hele taget ændrede jagten formål fra det oprindelige formål at skaffe ”kød på bordet” til at blive en sport og en underholdning for gæster.

Efter forbuddet mod parforcejagten, blev kongens store jagthund overflødig.

Hunden og dens karakteristika – den voldsomme fysik og imponerende mentalitet tiltrak dog fortsat overklassen - adelen og godsejerne. Derfor fortsatte den som ”herregårdshunden” de næste hundrede år. Vi ser den som vagthunden på afbildninger af herregårde og slotte. Den var selvfølgelig en skattet familiehund mange steder, da den som i dag var rolig og omgængelig og blev i vide kredse opfattet som noget typisk dansk. I den sidste del af 1800 - tallet indtraf en række hændelser, der fik væsentlige konsekvenser for Den Store Danske hund:

Otto von Bismarck bestemte, at Den store Danske Hund skulle skifte navn til Deutsche Dogge og være den tyske Reichshund og dermed skifte oprindelsesland fra Danmark til Tyskland.

I 1872 oprettede England The Kennel Club og fire år efter fik Frankrig Société Centrale Canine. I 1897 blev DKK grundlagt. Før da blev stambogsføringen i Danmark varetaget af Dansk Jagtforening. De arrangerede også prøver og udstillinger.

Den tredje og væsentlige hændelse skete på Sydfyn, hvor kammerherre og stamhusbesidder til Broholm Niels Frederik Bernhard Sehested besluttede at starte en avl af Den Store Danske Hund som en protest mod Bismarcks ran af vores nationale kynologiske symbol og dermed skaffe den hjem til Danmark.

Avlsmaterialet fik han fra de danske herregårde og andre, der havde hunde med ”stor sundhed og god type”. Hvalpene blev anbragt hos ejere, der forpligtede sig til at avle på dem.

På den første internationale hundeudstilling i København i 1886 blev den anerkendt som hunderace med FCI racenummer. 315.

Broholmeren var født som selvstændig dansk race med navnet Broholmshunden – senere Broholmeren.

I takt med tidens stigende nationalfølelse i Danmark, blev hundene set som et symbol på danskhed på linje med den danske bøgeskov, de blånende fjorde og Dannebrog. Hundene fra Broholm blev hurtigt udbredt blandt danskerne – høj som lav.

Den fortsatte selvfølgelig som ”Herregårdshunden”, men også ude på landet blev den almindelig som familie- og vagthund og den var almindelig i f. eks. København – ofte under navnet ”Slagterhunden”, fordi den holdt til ved byens slagterforretninger. Den blev nævnt i hundeloven, som en af de racer, der skulle holdes indelukket fra ”solnedgang til solopgang”.
I Københavns Zoo holdt de Broholmere både som udstillingsdyr i bure, og som avlsdyr, hvor hvalpene blev solgt og som ammer for de store kattedyrs killinger. I Tivoli var den sorte variant pladshund i vintersæsonen og i Gribskov var den sorte variant kendt som ”Kulsvierhunden”.

Første halvdel af 1900-tallet var en hård tid med verdenskrige og økonomiske kriser. Da store hunde er dyre at have på kost, blev Broholmeren ofte fravalgt og blev erstattet af mindre hunde. Avlen var dengang mere tilfældig end seriøs. Sygdomme, som hundesyge, havde kun en kur: aflivning. Alt dette blev begyndelsen på en negativ spiral med færre avlsdyr, færre hvalpe og stor dødelighed.

Allerede her var hovedproblemet tydeligt. Den stigende indavlsgrad medførte tab i type, sundhed og mentalitet. Hunde af så ringe kvalitet, var vanskeligt at afsætte. Den negative spiral blev forstærket.

Et forløb som dette må indskrive sig som en advarsel i historien om Broholmeren!

I 1975 blev DKK - og især Jytte Weiss opmærksom på, at vores kynologiske stolthed Broholmeren var i fare for at uddø. Det resulterede i en landsdækkende eftersøgning af Broholmere, dygtigt og vedholdende udført af Jytte.

Resultatet blev, at man fandt én han – Bjørn fra Helsinge. Han var 12 år og steril, så nu var gode råd dyre. Udover fundet af Bjørn henvendte en række hundeejere sig med deres hunde, som de mente kunne være Broholmere – dog uden ”papir”. Af disse udvalgte dommere fra DKK en håndfuld hunde til avl.

I 1976 startede så rekonstruktionen af broholmerracen under kynologisk styring af DKK og med en lille flok dedikerede hundeejere som opdrættere. Dette arbejde sluttede formelt i 1998, hvor racen generhvervede sin FCI – standard nr. 315.

Broholmeren var reddet!

De følgende 40 år kan læses i Jubilæumsskriftet, som kan findes HER

Én dansk konge, skal have en speciel omtale, fordi han er landskendt som ”broholmerejer”.
Det er ”Frederik Folkekær”, grundlovens giver Frederik 7.´,som døde i 1863. Sammen med grevinde Danner havde de altid to hunde Tyrk og Holger. Flere malerier på Jægerspris Slot bevidner dette.

Sagen er, at de to aldrig har set eller ejet Broholmere. De hunde, de havde, var Den Store Danske Hund, som dengang var et nationalt klenodie. Frederik 7. døde 23 år før Broholmeren blev godkendt som race. Misopfattelsen finder vi hos os selv. Under eftersøgningen af Broholmere i 1975, manglede vi gode malerier af Broholmere fra fortiden, som gerne måtte være en konges hund. Derfor var valget af Frederik 7. med Tyrk et godt valg.

Udskriv denne side

Aktiviteter/kalender

INT Roskilde

21. september 2024

Ø-hop på Egholm

28. september 2024

Læs mere...

Gåtur i kreds 2

29. september 2024

Sønderjyske Skue i Ullerup

5. oktober 2024

19. oktober 2024
Foredrag med Dogs Global, arrangeret sammen med Dansk Svensk Gårdhunde klub, mere information følger.

Fællesudstilling for De Nationale Racer

26. oktober 2024

Kalenderoversigt - klik her

Min side »

Bliv medlem »